Koncentration, fordybelse og udholdenhed er egenskaber, der glimrer ved deres fravær i vor tid.
Internettet tilbyder overfladiske og hurtige løsninger med spil og kvalitetsmæssigt dårlige film.
Vi har fået destrueret vores evne til at fordybe os i et område, søge lødige informationer og udøve kildekritik.
Vores evne til at koncentrere os i længere tid ad gangen er stærkt indskrænket, og vi har ingen udholdenhed og formåen i hverken fysisk eller intellektuel retning.
Når vi skal yde noget og gøre en ekstra indsats, bliver vi fornærmede og får ondt af os selv. Her sigter jeg til intellektuelle og uddannelsesmæssige områder.
De unge piger af anden etnisk herkomst omfavner uddannelsessystemet og tager det med storm.
De ved, hvad en god uddannelse betyder, og de er villige til at gøre en indsats. Også en ekstra indsats. De er fremtidens akademikere. De bliver læger, advokater, journalister, ph.d.er og lignende.
Der er en åndelig og intellektuel krise i Danmark.
Digitaliseringens monster har skabt denne situation.
Har man bare en YouTube kanal, kan man blive influencer uden at have nogen form for substantiel viden om det, man begiver sig ud i.
Platforme der radikaliserer unge mænd, florerer overalt på nettet.
Spil tilbydes i store mængder.
De unge har meget at glo på og fordrive kostbar tid med.
Sådan skaber man soldater. Morgendagens kanonføde.
Med hurtige resultater der forgår let, spilder man tid på internettet og mister den værdifulde evne til selverkendelse.
Nu til dags diagnosticeres opmærksomhedsforstyrrelser i stribevis. Dette kendte man ikke for 50 år siden. De er resultat af skærmaktivitet fra barneårene.
Mentaliteten vedrørende arbejde og indsats med intellektuelt stof er for nedadgående.
Politikere, som igennem de sidste årtier hele tiden har strømlinet uddannelsessystemet efter arbejdsgivernes og DI´s vilje, har svigtet en hel generation af unge mennesker. Politikerne tænkte kun på bundlinjen og at levere arbejdskraft som fra en pølsefabrik.
Så meget om de unge svigtede. Som om det ikke er nok, så har vi også en hel ældregeneration, der efterlades på perronen som følge af den gennemgribende digitalisering af den offentlige sektor.
De hægtes af samfundet med fatale følger for mange af dem.
Når en ny generation af politikere vil designe og strømline vores samfund efter arbejdsgivernes behov og økonomiske hensyn i øvrigt, så er de på vildspor.
De har skabt et A og et B hold. Enten er du inde, eller du er ude.
I øvrigt er vi i Danmark ikke særligt dygtige til IT og digitalisering. Gang på lækkes eller hackes fortrolige personoplysninger i det offentlige. Det er amatørniveau.